Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Mad og måltider

I Abel og Viktoria har begge vores huse et køkken med en køkkenmedarbejder, som hver dag tilbereder både frokost og mellemmåltider til alle vores børn. Til de børn, som møder inden 7.45 tilbyder vi også morgenmad.

Vi går meget op i vores måltider både med hensyn til, hvad vi spiser, og hvordan måltiderne forløber. Vi har Det Økologiske Spisemærke i guld, hvilket betyder, at mere end 90 % af vores mad er økologisk. Derudover har vi fokus på, at maden er sund og varieret, både til frokosten og mellemmåltiderne, som kan være alt fra rodfrugter med dip til boller med smør.

Vi har derudover et princip, der hedder "alt med fornuft". Det betyder, at vi kun spiser kød engang imellem, men derimod får vegetarisk mad flere af ugens dage. Og så betyder det, at vi kun bruger sukker i små mængder som smagsforstærker.

Vores tanker om det gode måltid

Når vi spiser, handler det ikke kun om at blive mætte, men også om alt det andet, vi kan få ud af et måltid sammen med børnene.

Vi træner vores sanser, når vi smager, mærker på og dufter til maden. Og vi øver selvhjulpenhed, når børnene selv hjælper med at hente maden, øse op på tallerkenerne, spise med bestik og hælde vand i deres kopper. Derudover er måltidet et rigtig godt tidspunkt til at arbejde med børnenes sprog - her er nemlig ro til, at vi kan tale sammen, eksempelvis om hvad vi spiser, eller hvad vi har lavet om formiddagen.

Vi spiser i små grupper med få børn og en enkelt voksen. Vi laver grupperne ud fra børnenes behov, så spisesituationen er en hyggelig og udviklende stund for dem. Hvis et barn har lidt svært ved at samle mod til at smage på maden, kan det være, at vi sætter det sammen med et barn, som altid går til maden med stor begejstring og kan inspirere det andet barn. Og hvis vi opdager et spirende venskab mellem to børn, kan vi understøtte det ved at sætte dem sammen til frokosten.